Fra geologi til glemsel -
et kampskrift
af
At samle mineraler og fossiler er verdens bedste hobby, men er ved at blive en
sjælden hobby. Der bliver færre samlere, stenmesserne har færre
besøgende, handlere indskrænker eller lukker, tidsskrifternes oplag viger
o.s.v. Det står i stærk kontrast til dynamikken i 1980erne og 90erne hvor
stenklubber, messer og handlende skød op som padehatte. Jeg har været med
fra begyndelsen af 1970erne hvor mineralsamling var excentrisk, gennem 90erne hvor
enhver husmor havde en Kvartskrystal til at afvende onde øjne, til nu hvor man
nemt kører en trillinge-barnevogn ned ad gangen på en stenmesse.
Problemet er 'selvforskyldt' fordi vi ikke har været gode nok til at sprede
interessen. Det grundlæggende problem er, vi er ikke gode nok til at rekruttere og
fastholde nye samlere, etablerede samlere bliver ældre og Manden med Leen
høster af dem, der ikke gav op.
Vi har en fælles interesse i nye folk: Samlere vil gerne have legekammerater og
når samlingen skal sælges skulle der gerne være købere;
forskere og museer har brug for politisk opbakning, som naturligt kommer fra et aktivt
samlermiljø; handlere har brug for kunder. Vi har forskellig baggrund, men
fælles interesser. Dette er ideer til, hvad du - altså du, helt personligt - kan
gøre for at fremme hobbyen. Bemærk, det er frem for alt samspillet mellem
tilbudene, der bygger miljøet. Arbejd sammen med andre, gerne med en anden
indfaldsvinkel og stimuler miljøet.
Målgrupper
Børn og teenagere begejstres let, men men falder ofte fra igen. Der sker noget
med uddannelse, hormoner, slunken pengepung m.m., men hvis interessen har
fæstet sig, kommer de ofte igen nogle år senere. Folk med job og 8-12
års børn er lettere at hverve. Børnene er store nok, økonomien
hænger sammen og der er tid til forældrenes interesser, men den nye
interesse konkurrerer med svømning, kirkebasaren, lacrosse, julebagning, ... Hvis
der er langt mellem stimuli (stentur, foredrag, messe, klubmøde, etc.) svinder
interessen. Det vigtigste kriterium for fastholde nye samlere er, at de kan
beskæftige sig med hobbyen rimeligt ofte uden at det koster en halv
bondegård.
Vi appelerer til alle typer mennesker: 'Tørvetrilleren' der er ekspert i
eocæne foraminiferer, 'friluftsmennesket' der skal finde alt selv, 'æsteten'
der bare MÅ eje det smukkeste stykke, 'sportsmanden' der lige piler op på
et bjerg for at se om der er noget o.s.v. Vor hobby har en enestående kombination
af friluftsliv, intellektuel fordybelse, socialt samvær og æstetisk nydelse, som
ikke fås andre steder.
Samlere
Der er for få af os samlere, vi uddør og især vi må tage et
initiativ. Det kan udfoldes i en forening, på en messe eller individuelt, men det
vigtigste er at rekruttere og fastholde nye samlere. Når man har samlet 10-15
år fortsætter man såmænd nok, men hvis man lige er begyndt
og synes 'sten er sjove' er det straks sværere uden jævnlig kontakt til
ligesindede.
Det er ikke sværere end at invitere folk hjem til at se din samling eller med
på en tur. Begyndere begejstres let og glædes over at tale med nogen, der
ved mere end de selv. Det er godt at have en kasse 'gi'-væk-sten' stående -
begyndere glædes ofte over mangfoldigheden af almindelige ting. Det er godt at
tage dem med på tur. Dels er det spændende at finde sine egne stykker, dels
er det pædagogisk at de gode stykker ikke selv springer ind i bilen. Man får
et andet forhold til værdi, efter at have rendt rundt i tre timer uden at finde
noget.
Erfarne samlere er ofte gode foredragsholdere - de ved meget og har set meget. Tag
altid lysbilleder på dine ture. Man kan holde foredrag i stenklubberne for at
fastholde medlemmer - men overvej lige den lokale skole, husmoderforeningen, Rotary
klubben, sportsklubben og tag information om den lokale klub med. Du kan uddele et
stykke papir med adresse på dig selv, den lokale klub, lokale stenhandlere, et par
tidsskrifter og stenmesser det næste år.
Pædagogiske udstillinger er gode. Man skal fortælle en historie, sætte
stykkerne ind i en sammenhæng og ikke bare fylde montrer med brokker med
underlige navne. Noget om mineralers anvendelse (malm, pigment, gødning, ...),
dannelse og forekomst (Kvarts fra hydrothermal gang, pegmatit, granit, strandsand, ...)
eller livet i forskellige tidsperioder (Kridttiden og Kambrium er oplagte) falder ofte i
god jord. En udstilling kan laves i et supermarked, på et bibliotek eller en skole.
Det gælder om at få kontakt med nye folk, ikke bare underholde
vennerne.
Hvis man er lidt genert eller foretrækker at arbejde eftertænksomt, kan man
skrive artikler og alle kneb gælder! En beskrivelse af samlerglæde, ture el.l.
er glimrende, specielt hvis man får den i andet end et stenblad. Lokalaviser er
taknemmelige ofre - de skal ellers betale for materiale, mange større firmaer har
et personaleblad, biblioteker, kreditkortselskaber, jernbanen, forsikringsselskaber,
kommunen, sportsforeningen, ... har ofte et blad for kunder eller medlemmer og
optager gerne artikler. Husk at omtale den lokale klub!
Forskere
Geologisk forskning har ringe bevågenhed i offentligheden sammenlignet med
f.eks. fysik og biologi og faget er truet i tilfælde af nedskæring, medmindre
nogen tager til genmæle. De 'nogen' må nødvendigvis have en
interesse for faget og hvem er mere nærliggende end samlere? Det kan være
livsvigtigt for en forskningsintitution at være kendt og påskønnet af
almuen, selvom grundforskning er hovedopgaven.
På med vanten! Enhver forsker kan vinde et stort og lydhørt publikum
blandt samlere og inspirere nye samlere ved at tilbyde foredrag om sit
arbejdsområde både til stenklubber, skoler og andre foreninger og grupper.
Du kan uddele et stykke papir med adresse på dig selv, den lokale klub, lokale
stenhandlere, et par tidsskrifter og stenmesser det næste år. Mange
begyndere ville glæde sig over aftenskole kurser eller studiekredse under kyndig
ledelse.
Jeg har ret markante holdninger om forskeres pligt til at formidle til almuen, som rent
faktisk betaler forskningen, men det er etik og dermed irrelevant. Kontakten til
samlermiljøet og en indsats for at hverve nye samlere er hårdt og brutalt et
spørgsmål om overlevelse. Når midlerne er begrænsede,
skæres hvor larmen er mindst - på fagområder med ringe offentlig
bevågenhed. Dit område er 'alt for vigtigt til at blive nedlagt'? Det mente
de også på ægyptologi henne om hjørnet ... nu mener de ganske
udpræget ikke noget som helst!
Museer
Museer har også brug for venner. For få år siden var mineralogisk
afdeling på Natural History Museum (vel verdens fineste mineralsamling) ved at
blive flyttet til et lager i Nottingham. Det tog omkring tre års heftige protester fra
samlere og forskere at forhindre flytningen ... og i dag ville der være meget
færre til at protestere. Samlere giver støtte (og fine stykker!) til museer og
understøtter deres berettigelse. Uden samlere, ingen museer.
Museer kan som klubber arrangere ture, særudstillinger og foredrag, men
henvender sig typisk til en bredere skare end klubberne. Museerne er i en
enestående position til at hverve nye samlere, medens klubberne er bedre til at
fastholde dem. Særudstillinger er et stærkt aktiv - de koster penge at lave,
men kan ofte anvendes af flere museer efter hinanden og bliver dermed billige per
besøgende. En 'åbent hus' dag med særlige arrangementer og
mulighed for at få bestemt egne fund virker godt. Ethvert museum bør
have en butik - en stor butik! - med geologiske/naturhistoriske varer. Mange
museumsfolk - mange, ikke alle - har samme forhold til handel som en nonne til en ung
sømand på landlov, bornert og frem for alt teoretisk. En god museumsbutik
understøtter interessen - det er mere inspirerende at have en rigtig Kvartskrystal
end en plastic edderkop. Museumsbutikker har (bør have) velkvalificeret
personale, så kunderne lærer noget om deres indkøb - man
køber et vidnesbyrd om naturlige processer og ikke bare en dims.
Klubber
Nøgleordene for en god klub er 'hyppighed' og 'velkommen til de nye.' En klub
overlever kun, hvis der sker noget ofte nok og den kan fastholde nye medlemmer. 'Ofte
nok' er mere end en gang om måneden. For nye medlemmer er det mindre
væsentligt, hvad der foregår, bare der foregår noget og det ikke er
bedøvende kedeligt. Nye samlere har sjældent en klar afgrænsning af
deres interesse og er derfor modtagelige overfor alle slags ture, foredrag om både
fossiler og mineraler, besøg hos andre klubber o.s.v. Hvis der bare sker et eller
andet relevant nogle gange om måneden, skal de nok dukke op.
Det vigtigste en klub kan gøre for nye samlere er at være udfarende og
personlig, spørg dem direkte om de ikke vil med på tur, de melder sig ikke
ubetinget selv; at afholde en studiekreds for begyndere, hvor mere erfarne medlemmer
fortæller om deres interesse, viser billeder fra stenture, giver tips og danner et
netværk i klubben; og giver dem en 'storebror' (m/k) i klubben, et medlem der
aktivt hjælper dem med at komme i gang, opfordrer dem til at komme med
på tur og introducerer dem til andre medlemmer. Jo, det er lidt håndfast,
men dem vi mister det første år, ser vi aldrig igen; de, der bliver
hængende får en basis til at bygge deres egen interesse. Man må finde
en balance mellem at vise de nye, alt det spændende vi har og at respektere deres
personlige valg.
Handlere
Mineral- og fossil-handlere er den væsentligste kilde til samlingsmateriale. Selvom
du kun samler selv og bytter, går en del af dit materiale på et eller andet
tidspunkt gennem en handler. Deres store fortrin er, de er der altid. De har åbent
hver dag, ofte også i weekenden og styrter rundt på stenmesser. De har stor
berøringsflade og erfaring. Handlere er nødt til at tjene penge og det
gør de kun ved at tilbyde ting, du vil købe til priser du kan betale -
sådan lidt firkantet sagt. Ganske som museer rammer handlere en bredere kreds
af potentielle samlere end klubber. Gennemsnitskunderne i en stenforretning
køber fordi det er spændende eller smukt, ikke fordi de samler ... men det
første stykke er første skridt til en samling. Samlere er bedre kunder, da de
bruger relativt flere penge og man må altså at få flere
'gennemsnitskunder' til at blive samlere.
Handlere har samme virkemidler som andre, foredrag, udstilling, turledelse o.s.v. men
kan drage særlig nytte af studiekredse. Der kan man samle kunder om et bestemt
emne og få dem til at forfølge en spirende interesse. Det er ikke
konkurrence til klubberne men et supplement. Og så er der altså lige det
her med pengene. Begyndere forskrækkes ofte af høje priser og ser, de ikke
får noget indenfor rammerne af en normal økonomi. Det er synd for dem
og farligt for branchen. Jeg kender omkostningerne ved at drive forretning og at deltage
på stenmesser og de er ofte større end varernes indkøbspris, men
man bør stadig tilbyde billige stykker som kundepleje.
Jeg ved på den anden side også, der findes mange spændende
mineraler og fossiler, der kan sælges til lave priser. Dækningsbidraget er
ikke attraktivt, men det er sund kundepleje at have et pænt udvalg af ting til under
10 kroner. Selvom fortjenesten ikke dækker de formelle omkostninger til husleje
o.s.v. får man ofte et mersalg og kan opbygge en solid kundekreds. Jeg foretog et
eksperiment ved en udenlandsk stenmesse for nylig. Sidst på den sidste dag stillede
jeg mig op ved et bord uden lys og åbnede et par kasser med 1-2 cm stykker
Azurit og forlangte ca. 4 kroner per styk. I løbet af tre timer kom jeg af med
omkring 350 stykker - jeg skulle altså sige 'bitte schön', 'danke sehr', pakke ind
og lægge en seddel ved ca. to gange i minuttet! Køberne var typisk
børn, begyndere eller folk med perifer interesse for mineraler, men der var ikke
andet på messen, de kunne bruge penge på. Jeg tror ikke, jeg hvervede
mange nye samlere, men tænk hvis alle udstillere havde en kasse med noget i
samme prisklasse? Altså ikke affald (Azuriten er faktisk flot!), blot et eller andet
man ikke forlanger 800 kroner for. I den tidlige fase ønsker samlere ofte så
meget forskelligt som muligt, selv på bekostning af kvaliteten - hvert stykke er en
kilde til viden og inspiration. Frem med skramlet!
Tidsskrifter
Gode tidsskrifter er vigtige for både nye og erfarne samlere. De giver de brede
udsyn ved fortælle om turmaliner fra Hindukush, Azurit fra Altenmittlau og
ostracoder fra Gotland. De fortæller om det, vi ikke selv kan se. Tidsskrifter er en
effektiv måde for begyndere at samle viden og erfaring. Et tidsskrift 4-12 gange
om året kan være blandt de stimuli, jeg nævnte ovenfor.
Jeg savner ofte hvordan-gør-jeg-nu-det artikler for begyndere. Redaktører
bryder sig ikke om dem, da de kun henvender sig til en snæver kreds, men den
moderne teknik er kommet til hjælp. Ikke enhver artikel behøver komme
på papir - Internet er glimrende. Et tidsskrifts hjemside kan sagtens rumme
artikler, der aldrig har været trykt og som har begynderes interesse - hvor
får man literatur, hvordan opbevarer man fossiler, hvad har man brug for
på en stentur? De vil især have gavn af at læse dem nu i stedet for at
skulle lede efter et 8 år gammelt blad. For god ordens skyld: Jeg finder det
naturligt, både klubber og museer abonnerer på tidsskrifter og stiller dem
til rådighed for medlemmer og besøgende. Nej, de skal ikke være til
hjemlån, men derimod altid være til stede i biblioteket, så man kan
komme og læse. De er et stort aktiv for både nye og gamle samlere.
Messer
Nu får jeg ørerne i maskinen igen. Jeg synes, de fleste stenmesser er
håbløst dårligt arrangeret; de markedsføres for stadigt
færre kernekunder og ikke for potentielle kunder; indsatsen 'belønnes' med
færre besøgende og næste års messe afholdes i telefonboksen
nede på hjørnet. Det er groft, men er det helt forkert?
Gode messer er blandt det ypperste miljøet kan byde på, men chancen for at
sprede interessen forspildes som regel. Der kommer mange med en perifer interesse til
messe og dem vil jeg gerne se som samlere, men der er kun 3-4 timer til at vinde dem
for sagen. Man kan stimulere interessen med pædagogiske særudstillinger -
altså fortæl en historie, det er ikke nok at have en stabel ting med
mærkelige navne - og foredrag. Det er vigtigt at folk, der bare er 'slæbt
med' også får en god oplevelse og ser, der er mange lag af aktiviteter og
erkendelse. En eller flere lokale klubber må være på messen - de skal
holde gejsten ved lige indtil næste messe. Messer finder sted en gang om
året og kan ikke alene holde interessen ved lige, men der kan skabes en smuk
symbiose mellem klub og messe: Klubben hverver nye medlemmer på messen og
gør til gengæld en aktiv indsats (f.ex. arrangerer en bustur) for at sende
medlemmerne på messe næste år.
Arrangøren bør aktivt opfordre de handlende til at tage nogle enkelte
ganske billige ting med - også andet end tromlepolerede sten! Kun sjældent
følges en gryende interesse af viljen til at sælge gården for at
købe et stykke.
Nu vil jeg drille lidt: Kære messearrangør, vil du gerne fordoble eller
tredoble besøgstallet på dine messe? Måske rekruttere nogle hundrede
medlemmer til klubberne? Vel at mærke uden at det koster noget videre? Det er
ganske enkelt, men kræver et par sider at beskrive, så af hensyn til
redaktøren må du lige sende mig en e-mail (se nedenfor). Ja, det rumler
derinde ... og hvad ved han også om at lave messe ... men hvad betyder tusinde
betalende gæster for din messe? Hvor meget koster en e-mail?
Mig selv
Det er let at være prædikant, men hvad gør jeg selv? De seneste
år har jeg skrevet ca. 40 artikler og bøger om mineraler, fossiler og
stenmesser, lavet ca. 20 særudstillinger og har vel 15 foredrag på lager som
tages frem ved festlige lejligheder. Jeg har også 'deaccessioneret' nogle tusinde
mineraler og fossiler til begyndere. Nej, jeg dækker ikke hele spektret, men
udnytter de muligheder, jeg har for at udbrede, stimulere og fastholde interessen for
geologi. Det er netop pointen, vi er mange og vi er forskellige - hvis vi alle gør
vort, bliver vi snart flere.
Ophavsret
Denne artikel er ment som et debatoplæg og en inspiration og kan frit gengives i
andre sammenhænge med angivelse af kilde men for god ordens skyld vil jeg
gerne vide, hvor den anvendes. Teksten kan hentes som en TXT eller RTF fil på
www.hedegaard.com/Manuscripts/GeoNecrotica/ Jeg hører gerne om erfaringer med at inspirere
og fastholde nye samlere, så andre kan drage nytte af dem; send en e-mail til
claushedegaard@hotmail.com.
